I troppen bliver det federe, sejere og vildere. Vi arbejder aktivt med "learning by doing" og "unge leder unge" gennem vores møder og ture.
Bent Byg Trop har mange traditioner, som deler året op i en masse små bider (se vores kalender). Vi har vores egen hytte i bunden af spejdergrunden ved Birkeholt, hvor vi holder vores møder. Vi holder møder om tirsdagen fra 18.30-20.30, og de fleste af dem er arrangeret af patruljelederne og assistenterne (PLA'ere). Sidste tirsdag i måneden holder vi et samlet tropsmøde, som tropslederne står for.
I løbet af året deltager vi på en masse forskellige ture og kurser, b.la. Påskekursus på Egemosen, PLan-kurserne og adventureløb som Nathejk og Dinizuli. Derudover deltager vi i en masse andre arrangementer - lige dem dig og din patrulje gerne vil på - og vi har også vores egne ture kun for gruppen. Kig forbi vores hytte - vi vil så gerne have besøg og være lidt flere.
I troppen handler det om at finde kernen af vores spejderarbejde. Vi udfordrer hinanden, styrker fællesskabet, tager ansvar og reflekterer.
Hvilke mål skal spejderne i troppen opnå?
De skal bryde personlige grænser
De skal opnå et stærkt internt sammenhold
De skal have unikke oplevelser
De skal kunne færdes i naturen som spejdere
Hvilke værdier arbejder vi med?
Have respekt for andre mennesker og deres værdier
Have respekt for naturen
Være initiativtagende, aktive og kreative
Tage ansvar for sig selv og andre
Vi arbejder udfra:
Learning by doing
Unge leder unge
Inspirerende spejderarbejde
Teambuilding
Udfordringer
Generelt skal der være et formål med de spejderaktiviteter, vi laver. Når vi bygger rafter, er det ikke bare for at lave et køkkenbord og derefter pille det ned. Vi samarbejder om at bygge, for derefter at kunne benytte det til andre spejderaktiviteter.
I troppen er vi 26 tropsspejdere i alderen 12-16 år og der er ALTID plads til en til.
Vi er også tre til fem ledere, som plejer og passer vores tre patruljer: Situtunga, Muchik og Gerenuk.
Med Tropshilsen,
Alle patruljeledere og tropsledere